Sådan sætter du dit kryds korrekt

23-03-2026

Hvis du vil være sikker på, at din stemme tæller, skal du sætte ét kryds. Hvis du tegner hjerter, smileyer eller bogstaver, bliver din stemme ugyldig.

Når danskerne tirsdag d. 24. marts 2026 skal stemme til folketingsvalget, skal de sætte ét kryds på stemmesedlen ud for det valgte parti eller den valgte kandidat. Et kryds kan være et ”X” eller et ”+”.

Der må ikke sættes andre tegn på stemmesedlen, som for eksempel et bogstav, en smiley eller et hjerte. Så bliver stemmen ugyldig.

I Danmark har vi stemmehemmelighed, og det betyder, at en stemme ikke må kunne genkendes under optælling. Derfor må man heller ikke tegne på stemmesedlen eller skrive navnet på den, man stemmer på.

Der er dog nogle undtagelser. Visse afmærkninger, der svarer til et kryds, kan blive accepteret. Det kan være et flueben, en cirkel om afkrydsningsrubrikken eller en helt udfyldt afkrydsningsrubrik.

Men opfordringen fra valgkonsulent i Indenrigs- og Sundhedsministeriet Christine Boeskov er, at vælgerne holder sig til at sætte et kryds, når de står i stemmeboksen: 

Hvis man vil være helt sikker på, at ens stemme tæller med, skal man sætte ét – og kun ét – kryds på sin stemmeseddel, siger hun og uddyber:

Men vi vil selvfølgelig gerne sikre os, at så mange stemmer som muligt tæller med, når der ikke er tvivl om, hvilket parti eller hvilken kandidat stemmen er afgivet til. Derfor kan andre afmærkninger end et kryds også blive bedømt som gyldige ved stemmeoptællingen.

På stemmesedlen fremgår det, at man kun må sætte et ”X”. Det er helt bevidst, at der ikke vejledes aktivt om andre afmærkninger, selv om andre afmærkninger i nogle tilfælde også kan blive bedømt som gyldige. 

Hvis sådanne eksempler stod på stemmesedlen, er det Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at det ville øge risikoen for, at flere stemmer blev ugyldige, og at det ville tage længere tid at tælle stemmerne op.

Formålet med teksten på stemmesedlen er derfor at give en enkel og tydelig vejledning: Sæt ét kryds – hverken mere eller mindre.

Læs mere om, hvordan du stemmer på valgdagen, på Indenrigs- og Sundhedsministeriets valghjemmeside.

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:

Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk

Valgkonsulent Christine Boeskov, tlf. 25 16 12 06, valg@im.dk