Lovforslag om gratis tandpleje sendes i høring

22-09-2026

Lovforslaget markerer første led i realiseringen af regeringens ambitioner på tandlægeområdet. I første omgang får en række udsatte grupper adgang til gratis tandbehandlinger.

Regeringen ønsker større lighed i sundhed. Det skal bl.a. opnås ved at udvide adgangen til gratis tandpleje. Manglende økonomiske ressourcer betyder, at mange mennesker ikke kommer til tandlægen, og dårlige tænder og tandpleje kan føre til andre sundhedsproblemer. 

Lovforslaget, som sendes i høring i dag, betyder, at en række udsatte grupper vil få adgang til gratis ikke-kosmetiske tandbehandlinger. Det gælder borgere i omsorgstandpleje, specialtandpleje og særordningen i sundhedslovens § 166. 

Nu tager vi første skridt mod gratis tandpleje. Vi begynder med dem, der har allermest brug for hjælp, og som i dag kan være tvunget til at vælge tandlægen fra, fordi pengene ikke rækker. Det handler om mere end tænder. Det handler om værdighed, om livskvalitet og om at sikre, at din økonomi ikke afgør, hvor sund du kan være i dagens Danmark. Vi vil skabe større lighed i sundhed, siger sundhedsminister Ida Auken.

Sideløbende med fremsættelsen af det aktuelle  lovforslag vil regeringen nedsætte en ekspertkommission, der skal anvise en præcis model for, hvordan regeringens ambition om gratis tandpleje for hele befolkningen kan være indfaset i 2035. Kommissionen bliver nedsat i indeværende år. 

At kunne smile uden at gemme sig betyder alverden. Det kan føles utrolig uværdigt at mangle tænder. Men når pengene er små, eller livet slår knuder, er tandlægen ofte noget af det første, man vælger fra. Derfor er jeg glad for, at vi sætter penge af til gratis tandlæge for nogle af dem, der har mindst og dem, der lever på kanten af samfundet, siger Socialminister Monika Rubin.

Adgang til gratis tandpleje udvides hurtigt og løbende med nye grupper

Regeringen forventer, at der med virkning fra 1. januar 2027 også vil blive indført gratis tandpleje for kontanthjælpsmodtagere og andre, der modtager forsørgelsesydelser efter lov om aktiv socialpolitik på kontanthjælpsniveau m.v. Forventningen er, at ordningen også vil komme til at omfatte personer, der uden at modtage forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik er så økonomisk trængte, at de ikke selv har mulighed for at betale udgifterne til deres tandlægeregning. 

Regeringen har også planer om at fremsætte et lovforslag, som skal give førtidspensionisterne gratis tandpleje fra 1. juli 2027.

Link til lovforslag sendt i høring

Fakta

Følgende målgrupper vil blive omfattet af gratis tandpleje fra 1. januar 2027:

  • Under Sundheds- og Kirkeministeriet:
    • Borgere i omsorgstandplejen
    • Borgere i specialtandplejen
    • Borgere i særordningen efter sundhedslovens § 166
       
  • Under Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet:
    • Kontanthjælpsmodtagere m.fl.

Følgende målgrupper vil blive omfattet af gratis tandpleje fra 1. juli 2027:

  • Førtidspensionister

Pressehenvendelser

Sundheds- og Kirkeministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk