Folkesundhedslov

På denne side kan du læse om arbejdet med en kommende folkesundhedslov, som skal styrke den strukturelle forebyggelse.

Som led i sundhedsreformen skal der indføres en folkesundhedslov. Loven skal styrke
den strukturelle forebyggelse, hvilket handler om at skabe samfundsmæssige rammer
og vilkår, der fremmer et godt helbred både fysisk og psykisk. Loven skal udarbejdes
bl.a. med inspiration fra relevante organisationer og eksperter samt erfaringer fra fx
Norges folkesundhedslov.

Loven skal forpligte kommunerne til at arbejde systematisk og på tværs af
velfærdsområder med at styrke folkesundheden og mindske uligheden i sundhed uden
at det indebærer øget administration for kommunerne. Loven skal endvidere sætte
rammerne for, at kommunerne kan fastlægge konkrete mål for deres indsats.
Kommunerne får frihed til at iværksætte de rammer og indsatser, der har effekt i
forhold til lokale behov. Kommunernes arbejde med forebyggelse og sundhedsfremme
skal foregå i et tæt samarbejde med civilsamfundet, de almene boligorganisationer,
lokale virksomheder m.fl.

Strukturel forebyggelse i kommunerne kan eksempelvis være partnerskaber om trivsel
og sundhed med lokale ungdomsuddannelser, hvor der arbejdes systematisk med at
skabe sunde vaner, inkluderende fællesskaber og god alkoholkultur.

For at gøre det enklere for kommunerne at prioritere indsatserne og arbejde målrettet
og effektivt, reviderer Sundhedsstyrelsen de eksisterende forebyggelsespakker.
Samtidig vil kommunerne få stillet lokale data til rådighed, så de ved, hvor behovet for
indsatser er størst.

Der vil blive nedsat en følgegruppe med praktikere og uafhængige eksperter, der kan
følge op på folkesundhedsloven og vejlede i forbindelse med implementeringen.

Folkesundhedsloven forventes at blive sendt i offentlig høring i januar 2027 med henblik på fremsættelse og behandling i folketinget i foråret 2027 og ikrafttrædelse d. 1. juli 2027.

Af det politiske grundlag for firkløverregeringen følger det endvidere, at der skal
etableres en forebyggelsesfond, der skal understøtte investeringer i forebyggelse med
dokumenteret effekt og dermed bidrage til, at flere mennesker kan leve et sundere liv
og fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet. Forebyggelsesfonden skal tænkes
sammen med folkesundhedsloven.