Snart bliver det forbudt at indføre, købe og besidde ulovlige puff bars

04-06-2024

Folketinget har netop vedtaget et lovforslag, der gør det forbudt at indføre, købe og besidde såkaldte puff bars – dvs. e-cigaretter med ulovlige søde smage eller for højt nikotinindhold. I dag er det alene forbudt at sælge produkterne. Samtidig styrkes kontrollen med salg til mindreårige markant.

Puff bars, der ofte er forklædt og smager som slik og kan indeholde meget store nikotinmængder, er dybt sundhedsskadelige og derfor ulovlige at sælge i Danmark. Alligevel er de meget populære blandt børn og unge, der i dag har alt for nemt ved at få fat i dem.

Det bliver der nu ændret på.

Et bredt flertal i Folketinget har i dag stemt ja til et lovforslag, der udover at gøre det ulovligt at købe og besidde ulovlige puff bars, gør det ulovligt at tage dem med ind over Danmarks grænser fra udlandet.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Vi kan ikke leve med, at børn og unge uden problemer kan få fat i puff bars, der udover at være ulovlige at sælge i Danmark er sundhedsskadelige og afhængighedsskabende. Derfor strammer vi nu for alvor grebet og gør det ulovligt både at indføre, købe og besidde puff bars, samtidig med at vi giver myndighederne langt bedre mulighed for at håndhæve reglerne og føre den nødvendige kontrol.

Stramningen af reglerne for puff bars skal især ramme kriminelle, der ofte tager store mængder af de ulovlige e-cigaretter ind over landets grænser og sælger dem til børn og unge. Men for at undgå at privatpersoner kriminaliseres unødigt, vil det forsat være lovligt at indføre som rejsegods og besidde, men alene op til 10 puff bars til eget forbrug.

Med lovforslaget får Sikkerhedsstyrelsen desuden mulighed for at beslaglægge ulovlige tobaks- og nikotinprodukter uden først at skulle involvere politiet. Og samtidig styrkes alderskontrollen med salg af alkohol, tobak og nikotin til mindreårige markant.

I en forsøgsperiode på to år bliver det muligt for Sikkerhedsstyrelsen at benytte unge kontrolkøbere, der skal føre kontrol med salg af alkohol, tobak og nikotinprodukter til mindreårige i butikker.

Derudover vil der fremover blive stillet krav om, at online-forhandlere skal have en effektiv aldersverificering ved onlinesalg, fx brug af MitID.

De nye tiltag træder i kraft den 1. juli 2024. Det gælder dog ikke kravet om effektiv aldersverificering online, som vil træde i kraft den 1. oktober 2024 for at give forhandlerne rimelig tid til implementering.

Det nu vedtagne lovforslag er et af i alt tre, som udspringer af regeringens forebyggelsesplan, der skal nedsætte børn og unges forbrug af alkohol, nikotinprodukter og tobak.

På Skatteministeriets område blev der i april 2024 vedtaget et lovforslag, som forhøjer afgifterne på nikotinprodukter og røgfri tobak markant.

Og i efteråret vil indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde fremsætte endnu et lovforslag, som implementerer de sidste dele af forebyggelsesplanen, der kræver lovgivning. Lovforslaget sendes i høring i løbet af juni.

Læs lovforslaget her

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk