Jf. aftale mellem det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerie og KL indgået i august 2025 er parterne enige om, at der skal igangsættes understøttende indsatser, der skal hjælpe de herværende sygeplejersker fra tredjelande med at få et job i sundheds- og plejesektoren.
Om aftalen
Der lægges med aftalen op til, at den enkelte kommune igangsætter initiativer, som passer ind i kommunens allerede igangværende indsatser for herværende sygeplejersker fra tredjelande. Eksempler på indsatser er mentorprogrammer, sprogmakkerordning, danskundervisning, understøttelse af tværgående forløb m.v. Midlerne kan ikke bruges til tiltag, der direkte er forbundet med lønomkostninger til de udenlandske sygeplejersker.
Der er i alt afsat op til 10 mio. kr. med henblik på, at der på tværs af projektkommunerne kan igangsættes forløb. Der kan endvidere udmøntes midler til administrative projektmedarbejdere. Der lægges ikke op til at beslutte konkrete initiativer, så det giver kommunerne fleksibilitet til at igangsætte de initiativer, som giver bedst effekt lokalt.
Der er afsat i alt 3 mio. kr. til anvendelse i 2026 og 7 mio. kr. til anvendelse i 2027. Hvis indsatserne fortsætter derefter vil det være for egen finansiering.
Målgruppen for indsatser
Herværende sygeplejersker fra tredjelande forstås i denne sammenhæng som udenlandsk uddannede sygeplejersker, der er kommet til Danmark på autorisationsopholdsordningen med henblik på at opnå dansk autorisation som sygeplejerske. Puljen er således målrettet udenlandsk uddannede sygeplejersker, som endnu ikke har opnået autorisation.
Man skal have dansk autorisation for at anvende titlen og virke som sygeplejerske. Udenlandske sygeplejersker kan få opholdstilladelse i Danmark med henblik på at gennemføre autorisationsprocessen og opnå autorisation til at arbejde som sygeplejerske i Danmark. Opholdstilladelsen er bl.a. betinget af, at Styrelsen for Patientsikkerhed forinden har vurderet, at vedkommende har opnået et uddannelsesniveau i udlandet, som kan sidestilles med en dansk sygeplejerskeuddannelse.
Midlerne er afsat til understøttende indsatser, der skal hjælpe de herværende sygeplejersker fra tredjelande med at få et job i sundheds- og plejesektoren – dvs. sygeplejersker som ikke har et job. Midlerne kan anvendes til tiltag, der opkvalificerer og gør sygeplejerskerne mere attraktive til en evalueringsansættelse. Midlerne kan også anvendes til opkvalificering af sygeplejersker, der arbejder i ufaglærte stillinger, f.eks. med henblik på at kunne opnå en ansættelse som social og sundhedshjælper på overenskomstmæssige vilkår, jf. aftale indgået mellem FOA og KL.
Ansøgningsskema og frist mv.
Ansøgninger skal udformes og fremsendes i det tilgængelige ansøgningsskema. Ansøger skal vedlægge budgetter for de planlagte indsatser til ansøgningen.
Nærmere oplysninger om ansøgningsskema, herunder krav og kriterier for at ansøge (notat om rammer for udmøntning af de 10 mio. kr.) findes i boksen til højre, hvor der også er budgetskemaer.