Hukommelsen svigter, hverdagssituationer kan være svære at overskue, og personligheden ændres.
Det kan være symptomer på, at man er ved at udvikle demens, som gradvist svækker den enkeltes mentale og ofte også fysiske færdigheder. For mange er sygdommen så udtalt, at det påvirker evnen til at klare sig selv i hverdagen.
Forrige år gennemgik cirka 9.300 patienter et udredningsforløb for demens på sygehusene. Men fordi stadig flere rammes af en demenssygdom, i takt med at befolkningen bliver ældre, stiger presset på sygehusene, og mange må vente for længe på at blive udredt og efterfølgende komme i behandling.
Og det er problematisk, for det kan blandt andet betyde, at sygdomstilstanden hurtigere forværres og samtidig skabe utryghed hos den enkelte og de pårørende.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
Mange mennesker med demens venter i dag desværre for længe på at blive udredt. Det betyder blandt andet, at der ofte går lang tid, før den sygdomsramte kommer i behandling. Og selvom demens ikke kan helbredes, så vil det ofte være sådan, at jo tidligere sygdommen opdages, jo større chance er der for at dæmpe symptomerne og udsætte sygdomsudviklingen. Derfor er det vigtigt, at vi får nedbragt ventetiden.
For at reducere ventetiderne har regeringen de senere år ad flere omgange afsat penge til at udvide kapaciteten på sygehusene. Men en del af patienterne vil imidlertid kunne udredes uden for sygehusene.
I nye faglige anbefalinger, som netop er offentliggjort, lægger Sundhedsstyrelsen op til, at de praktiserende læger – med hjælp og sparring fra udredningsenhederne på sygehusene – fremover skal udrede flere patienter med tegn på en demenssygdom. Styrelsen skønner, at omkring 18 procent af de patienter, som i dag færdigudredes på sygehusene, på sigt vil kunne gennemgå et udredningsforløb i almen praksis.
Patienter, der har brug for specialiseret, tværfaglig udredning med flere diagnostiske undersøgelser, vil ligesom i dag skulle udredes på et sygehus. Men flere vil kunne udredes hos egen læge, og det er en fordel for patienterne, mener indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde:
Mange af dem, der udviser klare tegn på demens, er ældre, og de er ofte skrøbelige både fysisk og mentalt. For dem vil det være en fordel at blive undersøgt for demens hos deres egen læge og tæt på deres hjem. Og det vil samtidig betyde, at de hurtigere kan få en afklaring på, hvad de fejler, så kan få den rette hjælp, støtte og behandling.
Implementeringen af de nye faglige anbefalinger, der blandt andet skal sikre bedre patientforløb og en høj og mere ensartet kvalitet i udredningen, skal nu aftales mellem regionerne og De Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Det forventes, at anbefalingerne er fuldt indfaset i 2027.
I 2024 var der registreret cirka 40.000 danskere på 65 år eller derover med demens. Det forventes, at omkring 145.000 mennesker vil leve med sygdommen i 2040.
Læs Sundhedsstyrelsens ’Faglige anbefalinger til organisering af udredning af demens’