Der er samlet set sket et løft af kvaliteten af sundhedsvæsenet de seneste år. Det viser den nye statusrapport for de nationale mål, der tager temperaturen på otte nationale mål, som skal være med til at sikre en fælles retning for kvalitetsarbejdet i regioner og i kommuner.
Målene sætter bl.a. fokus på kvaliteten i forhold til hurtig udredning og behandling, bedre sammenhængende patientforløb samt patientsikkerhed.
Og ifølge rapporten, der dækker udviklingen fra 2023 til 2024, er der på landsplan sket en positiv udvikling på 20 ud af 40 indikatorer. På 17 af indikatorerne er udviklingen stabil, mens kun tre har udviklet sig negativt.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
Kvaliteten i vores sundhedsvæsen er generelt høj, men vi skal blive ved med at udvikle og forbedre kvaliteten, så patienterne kan få den bedst mulige behandling. Og det er enormt positivt, at vi ser fremgang i kvaliteten mange steder i sundhedsvæsenet.
Særligt inden for de nationale mål ’Behandling af høj kvalitet’ og ’Hurtig udredning og behandling’ ses fremskridt. Eksempelvis er ventetiden til sygehusbehandling for fysiske sygdomme nedbragt fra 45 til 40 dage på landsplan, mens ventetiden til kirurgisk behandling er faldet fra 64 til 57 dage.
Men der er også områder med udfordringer. Det gælder bl.a. inden for psykiatrien, hvor ventetiden til behandling i voksenpsykiatrien på sygehusene er steget i tre ud af fem regioner, konstaterer ministeren:
Tallene overrasker mig desværre ikke. For det er velkendt, at der de senere år har været store udfordringer i psykiatrien. Derfor er vi også i fuld gang med at gøre den samlede 10-årsplan til virkelighed. Med planen er psykiatrien sikret en massiv saltvandsindsprøjtning, der bl.a. skal bruges til at udbygge behandlingskapaciteten med flere sengepladser og mere sundhedspersonale, så ventetiderne kan nedbringes, og patienterne kan få en behandling af høj kvalitet. Og selvom vi ikke kommer til at se forandringer fra den ene dag til den anden, så er jeg fortrøstningsfuld på psykiatriens vegne.
Hent rapporten: 'Nationale mål for sundhedsvæsenet 2025'
De nationale mål for sundhedsvæsnet blev indført i 2016, og siden er der hvert år udgivet en statusrapport, bortset fra 2020, hvor Covid19-pandemien satte rapporteringen på pause.
I forårsaftalen fra maj 2025 blev regeringen, KL og Danske Regioner enige om, at der i 2025 og 2026 skal arbejdes med en større udvikling af de nationale mål, så målene og indikatorerne er i overensstemmelse med de overordnede hensyn i sundhedsreformen og sammentænkes med opfølgningen på en kommende national sundhedsplan samt opfølgningen på 10-årsplanen for psykiatrien.