Ny aftale på plads: Tandkonto til alle over 21 år og tandpleje uden egenbetaling til økonomisk trængte

17-12-2025

Alle over 21 år får en tandkonto med et årligt beløb, der kan bruges til tandeftersyn og behandlinger. Og egenbetalingen for tandpleje fjernes for blandt andet kontanthjælpsmodtagere. Det er nogle af de centrale initiativer i en ny aftale om voksentandplejen.

Selvom tandsundheden i Danmark generelt er god, så er der stadig for mange, der ikke går regelmæssigt til tandlæge.

Derfor skal det nuværende tilskudssystem i voksentandplejen ændres grundlæggende, så der kommer større fokus på forebyggelse og skabes mere lighed i danskernes tandsundhed.

Det fremgår af en ny aftale om voksentandplejen, som regeringen har indgået med et samlet folketing.

Et af de centrale initiativer er, at alle danskere over 21 år får en fast årligt pengebeløb, så de for eksempel kan få et tandeftersyn uden selv at skulle betale. Tandkontoen kan både bruges til regelmæssige tandeftersyn og tandbehandlinger.

Beløbet på tandkontoen afhænger af den enkeltes alder, men alle aldersgrupper kan få dækket deres udgifter til ét årligt tandeftersyn.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (Venstre) siger:

Selvom danskernes tandsundhed er forbedret markant de seneste år, så er der stadig for mange danskere, der ikke går regelmæssigt til tandlæge. Det er ærgerligt, for det kan betyde, at små tandproblemer vokser sig store. Derfor indfører vi en ny tandkonto, så alle kan få et årligt tandeftersyn uden selv at skulle have penge op af lommen.

Aftalen skal samtidig øge den sociale lighed i tandsundheden. Derfor afsættes der 66 millioner kroner, så kontanthjælpsmodtagere ikke længere selv skal dække en del af deres tandlægeregning. Ligeledes udvides ordningen, så flere patienter, der er vurderet økonomisk trængte, bliver dækket.

Lea Wermelin, sundhedsordfører, Socialdemokratiet, siger:

Der er alt for meget ulighed, når det handler om at komme til tandlæge. Nu får alle danskere mulighed for et årligt tandtjek, uden at skulle have dankortet op af lommen. Der er også penge på tandkontoen til at hjælpe med tandbehandlinger til fx pensionister, og vi afskaffer helt egenbetalingen for nogle af dem, der har mindst som for eksempel hvis man er på kontanthjælp. Vi ved, hvor vigtigt det er med sunde tænder, og nu tager vi et godt skridt i retning af mere forebyggelse og flere tand-smil.

Christoffer Melson, sundhedsordfører, Venstre siger:

For mange fravælger i dag de forebyggende tandbehandlinger, fordi det er dyrt og svært at gennemskue priserne. Det kan betyde, at alvorlige tandproblemer ikke opdages i tide eller udvikler sig. Det retter vi nu op på. Jeg er derfor glad for, at vi med aftalen indfører en tandkonto, som giver alle mulighed for et gratis årligt tandtjek. Samtidig gør vi det lettere at sammenligne priser og vælge en billigere tandlæge. Dermed styrker vi alle danskeres adgang til de vigtige forebyggende behandlinger, samtidig med at vi understøtter sundere konkurrence til gavn for både pris og kvalitet. Det er for os i Venstre god sundhedspolitik med balancerne i orden.

Jens Henrik Thulesen Dahl, sundhedsordfører, Danmarksdemokraterne, siger:

Der er for mange, som bliver væk fra de årlige eftersyn på grund af prisen, og derfor er jeg også glad for, at vi nu sikrer, at det i hvert fald ikke bliver de økonomiske byrder, der gør, at folk bliver væk. Samtidig har det været for svært at danne sig et overblik over priserne hos tandlægerne. Det får vi også rettet op på, så det fremover bliver lettere at sammenligne priser på forskellige klinikker, når man skal vælge tandlæge.

Kirsten Normann Andersen, sundhedsordfører, SF, siger:

For SF har det været afgørende, at den nye model for voksentandplejen blev så socialt balanceret som muligt inden for den økonomiske ramme, som var til rådighed med aftalen. Med tandkontoen sikrer vi en mere ligelig fordeling af de samlede tilskud til tandpleje og behandling. Derudover er vi stolte over, at det lykkedes at afsætte 66 millioner kroner ekstra, så også lavtlønnede kan søge den støtte, de har brug for.

Louise Brown, sundhedsordfører, Liberal Alliance, siger:

For Liberal Alliance er det en mærkesag at styrke konkurrencen i sundhedsvæsenet generelt. Det mener vi kommer patienterne til gavn i form af billigere og bedre service, øget fleksibilitet og et reelt frit valg. Derfor er vi også glade for, at vi med denne aftale trækker i den retning og giver tandlæger mulighed for at eje op til fire klinikker. Det mener vi kan give fordele, som i sidste ende kommer patienterne til gode. Samtidig håber vi, at det kan tjene som inspiration på andre områder i sundhedsvæsenet.

Rosa Eriksen, sundhedsordfører, Moderaterne, siger:

I Moderaterne er vi særligt glade for, at vi nu sætter ekstra ind for de borgere der har mindst. Vi ved, at økonomien ofte spænder ben for, at mange kommer regelmæssigt til tandlægen, hvilket er en stor udfordring for tandsundheden, da de går glip af både den forebyggende og direkte behandling. Det gør vi nu noget ved og afsætter et betragteligt millionbeløb, som over de næste år kommer til at mindske uligheden og komme nogle af de mest udsatte borgere i vores samfund til gavn.

Per Larsen, sundhedsordfører, Det Konservative Folkeparti, siger:

Det er en god dag for tandsundheden. Med aftalen indfører vi en tandkonto, som giver alle danskere bedre mulighed for regelmæssige tandtjek – et vigtigt skridt mod større lighed i tandsundheden. Samtidig får tandplejere selvstændig adgang til Det Fælles Medicinkort, hvilket styrker patientsikkerheden og sikrer, at behandlinger kan gennemføres på et oplyst grundlag. Det er et tiltag, vi i Det Konservative Folkeparti har kæmpet for længe. Aftalen giver også regionerne mulighed for at indgå lokale aftaler med tandlæger, så ressourcerne kan prioriteres dér, hvor behovet er størst, og den sætter gang i en bedre kortlægning af tandsundheden, så vi løbende kan sikre mest mulig tandsundhed for pengene.

Peder Hvelplund, sundhedsordfører, Enhedslisten, siger:

Med aftalen fjerner vi en central del af den ulogiske og ufornuftige brugerbetaling, der i dag er på at gå til tandlægen. For folk med få penge og som i langt højere grad har problemer med tænderne er de 600 kroner noget, der kan mærkes i en hårdt trængt økonomi. Det har vi i Enhedslisten kæmpet hårdt for i mange år, og derfor er aftalen en forbedring, der kan mærkes af mange mennesker. Aftalen cementerer også det vi har sagt i mange år, nemlig at brugerbetaling har betydning for hvor ofte vi går til tandlægen. Det er vigtigt for Enhedslisten at vi med aftalen også forpligter hinanden på at følge uligheden i tandsundhed tæt, for i 2025 burde der virkelig ikke være så stor forskel på din sundhed om du er rig eller fattig, i job eller ej.

Karin Liltorp, sundhedsordfører, Alternativet, siger:

Velfærd måles ikke på gennemsnittet, men på hvordan vi behandler dem, der står svagest. Derfor er det afgørende, at de ekstra tilskud målrettes mennesker med de mindste økonomiske ressourcer. Det betyder ikke, at vi nu er i mål med at sikre, at alle kan få den nødvendige tandpleje, men det er bestemt et lille skridt i den rigtige retning.

Læs ’Aftale om ny model for voksentandplejen’

Fakta om den nye aftale om voksentandplejen:

Med aftalen ændres voksentandplejen på en række områder. Det gælder blandt andet:

Ny aldersdifferentieret tandkonto

  • Unge fra 22 til 25 år vil årligt få indsat cirka 600 kroner på deres tandkonto for at sikre en bedre overgang fra børne- og ungetandpleje til voksentandplejen.
  • Voksne mellem 35 og 60 år vil årligt få omkring 450 kroner, mens ældre over 80 år årligt vil have omtrent 850 kroner til rådighed.
  • Det højere tilskud for ældre skyldes, at denne aldersgruppe typisk har et større behandlingsbehov. Beløbene kan spares op over en periode på to år.
  • Tandkontoen forventes at være indført i slutningen af 2027. 

Bedre hjælp til økonomisk trængte

  • For at forbedre den sociale lighed i tandsundhed, afsættes 66 millioner kroner til, at eksempelvis kontanthjælpsmodtagere kan få foretaget tandbehandlinger uden egenbetaling.   

Ny digital tandlægevælger

  • Der indføres en ny digital tandlægevælger, som skal gøre det lettere at vælge tandlæge og sammenligne de enkelte klinikkers priser på tandbehandling.
  • Det forventes, at den digitale tandlægevælger er klar i første halvår af 2026.

Maksimalpriser skal skabe øget konkurrence

  • De nuværende faste priser på tandbehandlinger bliver afløst af maksimalpriser. Det skal give tandlægerne mulighed for at tilbyde patienterne billigere priser og samtidig sikre, at behandlingerne ikke bliver dyrere end i dag.

Nye ejerskabsregler for tandlæger

  • Ejerskabsreglerne for tandlægerne bliver lempet, så tandlæger fremover får mulighed for at eje op til fire klinikker i stedet for de nuværende to.

Styrket informationsindsats til eksisterende tilskudsordninger

  • Der findes i dag 15 tilskudsordninger, der giver borgere mulighed for at få ekstra tilskud til tandpleje, hvis man f.eks. har særlige sociale eller økonomiske udfordringer, eller har et særligt sundhedsfagligt behov. Kendskabet til ordningerne er imidlertid begrænset.
  • Derfor skal der igangsættes en informationsindsats, så flere bliver opmærksomme på og visiteres til tilskudsordningerne. Det skal bidrage til at reducere uligheden i tandsundhed og løfte tandsundheden for de grupper, der ofte har de største behov og de laveste indkomster.

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk