Forhandlinger om voksentandplejen i gang: Regeringen vil give alle danskere en ny tandkonto med et årligt pengebeløb

07-12-2025

Alle danskere over 21 år skal have en ny tandkonto med et fast, årligt pengebeløb, som kan bruges til tandpleje. Det skal få flere til at gå til tandlæge og være med til at forebygge tandproblemer. Det foreslår indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, som er ved at forhandle en ny model for voksentandplejen på plads med Folketingets partier.

Det kan være en dyr omgang at få tjekket sine tænder hos tandlægen, og derfor undlader for mange danskere et regelmæssigt tandeftersyn.

Men det kan være problematisk, fordi små tandproblemer kan vokse sig store, hvis man ikke kommer til tandlæge i tide. Og det kan i sidste ende betyde, at det bliver nødvendigt at få foretaget store og dyre tandbehandlinger, som kan gøre ondt på pengepungen.

Derfor lægger regeringen nu op til, at alle danskere over 21 år skal have en ny tandkonto med et fast, årligt beløb, så de kan sætte sig i tandlægestolen og for eksempel få et tandeftersyn og en tandrensning uden at skulle have betalingskortet op af lommen.

Danskernes tandsundhed er heldigvis blevet markant bedre de seneste 20-30 år, og i dag har langt flere end tidligere deres egne tænder til langt op i alderen eller hele livet. Det er rigtig positivt, men der er stadig for mange danskere, der ikke går til tandlæge. Det kan skyldes, at det kan være dyrt at sætte sig i tandlægestolen, og derfor lægger vi op til at indføre en ny tandkonto, så alle danskere kan få et tandeftersyn uden selv at skulle betale, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.

Pengebeløbet på tandkontoen vil afhænge af den enkeltes alder, men alle aldersgrupper vil kunne få dækket deres udgifter til mindst ét årligt tandeftersyn.

Unge mellem 22 og 25 år vil eksempelvis årligt få indsat 600 kroner på deres tandkonto. Voksne mellem 35 og 60 år vil årligt få 450 kroner, mens ældre over 80 år årligt vil have 850 kroner til rådighed.

Beløbet vil kunne spares op og overføres for to år ad gangen, så hvis man kun har behov for at gå til tandlæge hvert andet år, vil man altså have flere penge på sin tandkonto.

Tandlægevælger skal give bedre overblik over priser

Udover tandkontoen lægger regeringens op til andre initiativer, som skal gøre tandlægemarkedet mere smidigt og gennemskueligt.

Regeringen forslår blandt andet, at der indføres maksimalpriser for en række tandlægebehandlinger i stedet for de nuværende faste priser. Det skal give tandlægerne mulighed for at tilbyde patienterne billigere priser og være med til at sikre, at tandlægebehandling ikke bliver dyrere end i dag.

Samtidig skal der indføres en ny digital tandlægevælger, der giver et let overblik over tandlæger i de enkelte landsdele i Danmark og deres priser på tandbehandlinger.

Initiativerne skal ifølge Sophie Løhde give danskerne bedre mulighed for at orientere sig blandt tandlægerne:

I dag kan det være svært at gennemskue, hvor man skal gå hen, hvis man vil have god tandbehandling til en rimelig pris. Det vil vi gøre nemmere ved at give danskerne et bedre overblik over tandlægerne og gøre det muligt at sammenligne deres priser, samtidig med at tandlægerne får mulighed for at gå ned i pris.

Den nye digitale tandlægevælger forventes at være klar i første halvår af 2026.

Regeringens oplæg til en ny model for voksentandplejen forhandles i øjeblikket med partierne i Folketinget.

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk