En ny aftale mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Danmarks Apotekerforeningen styrker apotekernes rolle i det nære sundhedsvæsen. De indgår hvert andet år en toårig aftale, der sætter rammerne for apotekernes opgaver og økonomiske vilkår – den samlede bruttoavance. Parterne er nu blevet enige om bruttoavanceaftalen for 2025 og 2026, og her får apotekerne nu mulighed for at udføre flere nye sundhedsydelser og styrke patientsikkerheden ved medicinhåndtering.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
Apotekerne kan med fordel spille en større rolle i sundhedsvæsenet. Derfor er det den rigtige vej frem, at vi med denne aftale sikrer finansiering til sundhedsydelser, som apotekerne er de bedste til at levere. Det er eksempelvis oplagt at lade apoteker mere aktivt hjælpe sundhedspersonale og pårørende med spørgsmål om lægemidler.
Med aftalen sættes der således midler af til, at apotekerne kan stå til rådighed med telefonisk og digital rådgivning for sundheds- og plejepersonale samt for pårørende, der håndterer medicin. Derudover sikrer aftalen, at apotekernes nuværende medicinsamtaler kan tilbydes til flere borgere – herunder borgere, der for nyligt har påbegyndt dosisdispensering af deres lægemidler, så borgerne kan få den bedste effekt af den behandling, lægen har ordineret. Samtidig sættes der penge af til en forsøgsordning, hvor apotekerne efter fastsatte protokoller får bedre muligheder for at hjælpe borgerne ved forsyningssvigt af lægemidler.
Som noget nyt vil apotekernes fortjeneste ved salg af såkaldte frihandelsvarer som f.eks. hudplejeprodukter ikke længere være en del af bruttoavancerammen, da frihandelsavancen opgøres særskilt. Det bidrager til at skabe større forudsigelighed for apotekernes fremtidige økonomi, så de bedre kan løfte deres samfundsopgave med at udlevere lægemidler og rådgive borgere om sikker og korrekt brug af lægemidler.
Formand for Danmarks Apotekerforening Jesper Gulev udtaler:
Vi glæder os over, at aftalen styrker apotekernes rolle i sundhedsvæsenet. Apotekerne kan og vil gerne bidrage endnu mere til borgernes sundhed og forebyggelse, herunder også gennem vaccination tæt på borgerne. Med adskillelsen af frihandelsvarerne fra avancerammen flyttes fokus i højere grad over på apotekernes sundhedsfaglige opgaver.
Læs "Bruttoavanceaftale 2025-26" - aftale mellem Indernigs- og Sundhedsministeriet og Danmarks Apotekerforeningen (bilag 1, der omtales på side 8 er ikke vedhæftet)