Penicillin og andre former for antibiotika redder liv hver eneste dag. Lægemidlerne gør det muligt at behandle almindelige infektioner som lungebetændelser, udføre komplekse behandlinger som organtransplantationer og tilbyde rutinemæssige operationer uden unødvendig risiko.
Men bakterier bliver i stigende omfang modstandsdygtige over for antibiotika, og virkningen fra penicillin og anden antibiotika er aftagende over alt i verden.
Allerede i dag anslås det, at der dør omkring 1,27 millioner mennesker på verdensplan, fordi de får infektioner, der ikke kan behandles med antibiotika. Og verdenssundhedsorganisationen WHO vurderer, at resistente baktier om bare 25 år kan være grund til flere dødsfald på verdensplan end kræft.
For at imødegå udviklingen er regeringen og Folketingets partier blevet enige om en ny national handlingsplan, der skal være med til at sikre, at vi også i fremtiden kan behandle infektioner effektivt. Planen indeholder 21 konkrete initiativer og sætter ind på fire centrale indsatsområder. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
"Store dele af vores sundhedsvæsen hviler på, at vi har effektive antibiotika, og det vil være katastrofalt, hvis vi ikke længere kan behandle eksempelvis infektioner med penicillin og anden antibiotika. Derfor skal vi tage udfordringen med resistente bakterier meget alvorlig.”
Hovedårsagen til at stadig flere bakterier bliver modstandsdygtige, er et højt forbrug af antibiotika på globalt plan. I Danmark er antibiotikaforbruget lavt sammenlignet med mange andre lande, og udfordringerne med antibiotikaresistens er mindre herhjemme.
Men vi er truet af stigende resistensniveauer og grænseoverskridende smittespredning. Og derfor er vi nødt til at gøre mere for at sikre, at vi også fremadrettet kan bruge antibiotika til at bekæmpe bakterieinfektioner, understreger Sophie Løhde:
”Vi står heldigvis stærkt i Danmark, fordi vi målrettet har arbejdet med at nedbringe vores forbrug af antibiotika gennem mange år. Men truslen med resistente bakterier er stigende, og vi er nødt til at styrke indsatsen på området. Derfor kommer vi nu med en ny handlingsplan, der blandt andet skal styrke samarbejdet på tværs af sektorer herhjemme og vores internationale engagement. For bakterier kender ikke landegrænser, så vi skal presse på for, at man også i andre lande styrker indsatserne over for antibiotikaresistens.”
Bag aftalen står regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne samt Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet.
Regeringen har samtidig taget initiativ til en ny dansk One Health-strategi for AMR, der tænker sundhed på tværs af sektorer, herunder mennesker og dyr.
Der er afsat 130 millioner kroner til handlingsplanen over fire år.
Læs ’Aftale om national handlingsplan mod antimikrobiel resistens hos mennesker’
Læs ’National handlingsplan for antimikrobiel resistens hos mennesker’