Nyt center skal sikre bedre hjælp til børn og unge med et opioidmisbrug

17-10-2025

Stadigt flere udvikler et misbrug af farlige opioid-piller og har brug for hjælp til at komme ud af deres misbrug. Derfor bliver der nu oprettet et nyt kompetencecenter, hvor læger og andet sundhedspersonale blandt andet kan blive vejledt i, hvordan de kan behandle opioid-misbrug ikke mindst blandt børn og unge.

I de senere år er der vokset et bekymrende misbrug af opioid-piller som Tramadol og Oxycodon frem blandt børn og unge i Danmark.

Opioid-pillerne er meget afhængighedsskabende og farligere end både kokain og amfetamin. Pillerne smugles ind i Danmark af kriminelle og bliver solgt ulovligt som rusmiddel via eksempelvis kiosker og sociale medier.

Regeringen har derfor fremlagt en plan med 24 konkrete initiativer, der blandt andet skal bekæmpe det ulovlige salg og sikre, at børn og unge kan få bedre hjælp til at komme ud af deres misbrug af opioider. Og som led i planen oprettes der nu et nyt nationalt kompetencecenter, hvor viden og erfaringer om behandling af især børn og unge samles.

Vi ser desværre en bekymrende stigning i antallet af børn og unge, der eksperimenterer med dødsensfarlige opioid-piller. Den udvikling skal vi have stoppet, for pillerne er stærkt vanedannende, og flere børn og unge udvikler et misbrug, der i sidste ende kan koste dem livet, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og fortsætter:

Vi skal være bedre til at gribe børn og unge, der er blevet afhængige af opioid-piller. De har brug for professionel hjælp til at komme ud af deres misbrug, og derfor styrker vi nu behandlingsmulighederne. Og det nye kompetencecenter får en nøglerolle i misbrugsbehandlingen og skal være med til at sikre, at læger og andet sundhedspersonale har den nødvendige viden til at behandle ikke mindst de børn og unge, der henvender sig for at få hjælp ude i kommunerne.

Helt konkret skal det nye nationale kompetencecenter styrke substitutions- og abstinensbehandlingen ikke mindst af børn og unge. Med substitutionsbehandling kan mennesker med opioidafhængighed få en mere sikker behandling, hvor de ulovlige stoffer erstattes af lægeordineret medicin, der er mindre skadelig.

Derudover skal kompetencecentret blandt andet tilbyde efteruddannelse til læger, der arbejder med substitutions- og abstinensbehandling, og sørge for at løbende rådgivning, vejledning og sparring til både læger og misbrugsbehandlingssteder.

Kompetencecenteret bliver forankret i Farmakologisk Afdeling ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, hvor også Giftlinjen hører til. Men andre vigtige aktører som Center for Rusmiddelforskning, Brugernes Akademi og Dansk Selskab for Addiktiv Medicin vil også bidrage til centrets arbejde.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Jeg har store forventninger til det nye kompetencecenter, der både kan trække på den stærke og tunge faglighed på Farmakologisk Afdeling ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, og samtidigt samarbejde med nogle af de mest vidende, faglige aktører på området. Det vil styrke behandlingen generelt og forhåbentlig føre til, at flere børn og unge kommer ud af deres opioidmisbrug.

Der er frem til 2028 afsat 19,5 millioner kroner til det nye kompetencecenter, som er en del af regeringens plan ’En ungdom uden opioider’.

Det forventes, at centerets drift vil opstarte i løbet af november 2025.

Fakta: Opioidmisbruget blandt børn og unge

En kortlægning foretaget fra SSP-samrådet i 2023 viser, at knap 25 procent af kommunerne har oplevet en stigning i opioidmisbruget blandt børn og unge.

63 ud af landets 98 kommuner deltog i undersøgelsen, og 15 af de deltagende kommuner rapporterer om en stigning i misbrug af opioider blandt børn og unge.

Ifølge kortlægningen oplever flere kommuner, at børn helt ned i 13-årsalderen henvender sig vedrørende et misbrug af opioider.

Læs kortlægningen ’Unge og opioider – en SSP-undersøgelse i de danske kommuner’

Tal fra Sundhedsstyrelsen viser desuden, at stadig flere unge bliver indlagt på sygehusene med opioidforgiftning.

I 2018 blev 47 unge mellem 16 og 20 år indlagt med en forgiftning af opioider. I 2023 var tallet steget til 141. Det svarer til en stigning på 200 procent.

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk