De tegner sig for 80 procent af alle for tidlige dødsfald.
Sygdomme som kræft, hjertekarsygdomme, kroniske luftvejssygdomme og diabetes. De hører alle under kategorien ikke-smitsomme sygdomme.
Og netop de ikke-smitsomme sygdomme er i fokus for topmødet blandt verdens sundhedsministre, som indenrigs- og sundhedsministeren deltager i, når hun rejser til New York i forbindelse med FN’s 80. generalforsamling.
Danmark er blandt de lande, som oprindeligt var med til at sætte ikke-smitsomme sygdomme på dagsordenen i verdenssundhedsorganisationen WHO og gøre opmærksom på den voksende sundhedsudfordring, som kroniske sygdomme udgør globalt.
Og det er fortsat vigtigt at arbejde for, at forebyggelse og behandling af kroniske og psykiske sygdomme forbliver højt placeret på den internationale politiske dagsorden. Derfor ser indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde frem til at deltage i topmødet:
Covid-19 og andre smitsomme sygdomme, der ikke kender landegrænser, har helt naturligt fyldt meget i de senere år. Men vi må ikke glemme, at sygdomme som eksempelvis diabetes, kræft og hjertesygdomme hvert år koster rigtig mange livet, også yngre mennesker. Derfor er det vigtigt, at vi har et tæt og stærkt samarbejde på tværs af regeringer i hele verden om at forebygge og behandle de ikke-smitsomme sygdomme, så vi kan dele erfaringer og løsninger til gavn for befolkningerne og patienterne globalt.
Danmark vil sammen med resten af FN’s medlemslande efter generalforsamlingen vedtage en politisk erklæring, der sætter retningen for det internationale samarbejde om kronisk sygdom og mental sundhed.
Vigtigt skridt, at mental sundhed er på dagsordenen
I år handler topmødet for første gang også om mental sundhed. Og det glæder indenrigs- og sundhedsministeren, der ser frem til at sætte mere fokus på mental sundhed og dele Danmarks erfaringer med at skabe bedre sammenhæng mellem fysiske sygdomme og mentale udfordringer:
Danmark har i flere år presset på for mere international opmærksomhed på og finansiering til mental sundhed og psykiske lidelser. Det er et vigtigt skridt, at mental sundhed nu er på dagsordenen, for det er helt afgørende, at fysisk og psykisk sygdom ligestilles.
Topmødet er blot ét blandt flere arrangementer, som indenrigs- og sundhedsministeren deltager i, mens hun er i New York.
Blandt andet deltager Løhde i forskellige konferencer og receptioner med danske civilsamfundsorganisationer og life science-virksomheder, der skal skabe opmærksomhed om danske sundhedsløsninger og sætte fokus på betydningen af gode rammevilkår for life science-sektoren.