Sygeplejersker og andre sundhedspersoner fra Pakistan, Nepal, Bangladesh, Iran og andre lande uden for EU rejser i stigende grad til Danmark i håb om at opnå en dansk autorisation og blive ansat i det danske sundhedsvæsen.
Sidste år søgte mere end 4.900 udenlandske sundhedspersoner, hvoraf størstedelen er sygeplejersker, hertil. Det er en firedobling i forhold til 2022, hvor omkring 1.200 udlændinge ansøgte om en treårig opholdstilladelse med henblik på at blive autoriseret sundhedsperson i Danmark.
Samtidig med at stadig flere sygeplejersker kommer hertil, er efterspørgslen faldet. Ifølge regionerne er det blevet væsentligt lettere at holde fast i sundhedspersonalet på sygehusene og få besat ledige stillinger. Det hænger blandt andet sammen med, at det er lykkedes at tiltrække sygeplejersker, der har arbejdet uden for faget, og at flere – især nyuddannede – nu arbejder fuld tid.
Derfor har mange af de sygeplejersker, der er rejst til Danmark fra tredjelande, vanskeligt ved at komme i arbejde og få en dansk autorisation. Og de ender ofte med at måtte rejse skuffede hjem sammen med deres medbragte familier, når deres opholdstilladelse udløber. Det er på ingen måder ønskværdigt, mener indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde:
Vi vil ikke give falske forhåbninger til sygeplejersker, der er uddannet i lande langt væk fra Europa. Der skal være jobmuligheder til dem, før de rykker deres liv op og rejser med deres familier til Danmark. Det er der ikke i dag, og derfor skal der fremover være balance mellem det antal udenlandske sundhedspersoner, der kommer hertil, og den faktiske efterspørgsel på medarbejdere i sundhedsvæsnet.
Via en lovændring, som 1. behandles i Folketingssalen i dag, vil regeringen derfor indføre en ny kvoteordning, der skal skabe sammenhæng mellem det antal sygeplejersker, der kommer hertil fra tredjelande for at opnå en dansk autorisation, og den faktiske efterspørgsel.
Når de nye regler træder i kraft, vil der kunne fastsættes kvoter for enhver sundhedsfaglig gruppe, der autoriseres efter sundhedsloven. I første omgang vil der kun blive fastlagt en kvote for sygeplejersker. Kvoten forventes at blive fastsat til nul, men behovet for arbejdskraft i regioner og kommuner skal løbende vurderes, så den kan blive hævet, hvis der igen kommer efterspørgsel på sygeplejersker.
Sophie Løhde ser imidlertid gerne, at udenlandske sygeplejersker, der allerede opholder sig i Danmark, men ikke kan opnå en dansk autorisation, kan komme ud at gøre gavn i det danske sundhedsvæsen. Derfor er hun tilfreds med, at KL og FOA i foråret har indgået en aftale, der gør det muligt for sygeplejersker at blive ansat som social- og sundhedshjælpere og dermed også få mulighed for at blive i Danmark.
Der mangler sundhedspersonale i kommunerne, og efterspørgslen forventes at stige de kommende år. Det er derfor oplagt, at sygeplejersker fra tredjelande, der allerede er her, bliver ansat som social- og sundhedshjælpere i eksempelvis ældreplejen.
Det forventes, at den nye kvoteordning vil træde i kraft 7. oktober 2025.