Professor i almen medicin og praktiserende læge Mogens Vestergaard blev udpeget som ekspertambassadør i april 2025 af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde for at styrke koblingen mellem sundhedsreformens politiske ambitioner og den kliniske hverdag i almen praksis.
Siden da har han fungeret som et bindeled mellem lægeklinikkerne og centrale beslutningstagere – herunder myndigheder, regioner og faglige organisationer – og han har bidraget til at facilitere en konstruktiv dialog om udfordringer og muligheder i omstillingen og udviklingen af de almenmedicinske tilbud.
Som ekspertambassadør har han også haft til opgave at sikre, at vigtige perspektiver fra de praktiserende læger bliver inddraget i beslutningsprocesser, og at formidle viden om best practice, ledelse og understøttelse af det almenmedicinske tilbud gennem oplæg og faglige møder.
Mogens Vestergaard siger:
Det har været en svær beslutning at stoppe som ekspertambassadør. Arbejdet har været både fagligt udfordrende, meningsfuldt og meget lærerigt, og jeg har sat stor pris på samarbejdet med ministeren, ministeriet og de mange involverede aktører. Sundhedsreformen har fyldt meget i mit arbejdsliv de seneste tre år, men nu er tiden kommet til at bruge mere tid i klinikken, med familien og på at komme i form igen.
Og Mogens Vestergaards indsats som ekspertambassadør har været værdsat af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, der bl.a. peger på, at han har været med til at skabe en styrket og gensidig forståelse mellem den kliniske hverdag i almen praksis og relevante myndigheder og beslutningstagere:
Almen praksis spiller en nøglerolle i sundhedsreformen, og Mogens Vestergaard har ydet en meget vigtig indsats som ekspertambassadør og bidraget til at skabe fremdrift i arbejdet med at styrke de almenmedicinske tilbud i reformen. Nu går vi ind i næste fase, hvor fokus er på at få de nye rammer til at fungere i praksis i hele landet.
De første skridt i omstillingen til det nære sundhedsvæsen er nu gennemført, og regeringen har fået vedtaget flere lovpakker om sundhedsreformen, der også har betydning for de almenmedicinske tilbud. Det gælder fx en ny national opgavebeskrivelse og en ny fordelingsmodel. Fremadrettet rettes opmærksomheden mod implementeringen af de nye rammer på tværs af landet.
Mogens Vestergaard stopper som ekspertambassadør ved udgangen af januar i år.
For at understøtte det videre arbejde nedsætter indenrigs- og sundhedsministeren et Implementeringspanel for de almenmedicinske tilbud. Panelet skal understøtte praktiserende læger, regioner og sundhedsråd med vidensdeling på tværs af landet og bidrage til den fortsatte udvikling af de almenmedicinske tilbud.
Panelet, der sammensættes af centrale aktører og praktikere fra de almenmedicinske tilbud og regionerne og understøttes af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, skal mødes to gange årligt med fokus på erfaringsudveksling og én gang årligt med ministeren.