Nye målsætninger for opretholdelse af sygehusdrift i tilfælde af forsyningssvigt

29-01-2026

Alle sygehuse skal kunne opretholde deres drift i minimum 24 timer, hvis de bliver udsat for fx et omfattende strømsvigt. Det anbefaler Sundhedsstyrelsen i en ny vejledning, der skal ruste sygehusene i hele landet til at modstå større sikkerhedsmæssige hændelser.

Danmark står over for et alvorligt og foranderligt trusselbillede. Regeringen har derfor et øget fokus på beredskaberne på tværs af samfundets kritiske funktioner. Det gælder også sundhedsvæsenet.

I relation hertil har indenrigs- og sundhedsministeren bedt Sundhedsstyrelsen om at udarbejde en vejledning om regionernes opretholdelse af sygehusdriften i tilfælde af forsyningssvigt, som har til formål at skabe et fælles grundlag og en retning for et mere robust sundhedsvæsen.

Af vejledningen fremgår det, at Sundhedsstyrelsen finder det nødvendigt, at regionerne i deres sundhedsberedskabsplanlægning planlægger for, at sygehusene kan opretholde tæt på normal drift i 24 timer, nedsat drift i 3 dage samt nøddrift i op til 7 dage.

Sundhedsstyrelsens faglige vejledning tager afsæt i en dialog mellem styrelsen og regionerne om, hvad der er behov for i lyset af det aktuelle trusselsbillede. Formålet med vejledningen er at understøtte klare og fælles rammer for regionernes opretholdelse af sygehusdriften i tilfælde af forsyningssvigt.

Danmark har et godt og stærkt sundhedsvæsen, men i lyset af det skærpede trusselsbillede er der behov for at sikre, at vi står endnu bedre rustet til at modstå og håndtere kriser, så sygehusene forsat kan behandle patienter, der har behov for det, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og fortsætter:

Jeg synes, at det er vigtigt, at vi nu fremlægger en ny sigtelinje for sygehusenes beredskabsplanlægning, der bygger oven på de initiativer, vi i regeringen allerede har taget for at robustgøre beredskabet, hvor vi på tværs af stat, regioner og kommuner bærer et fælles ansvar. Og hvor der er behov for, at vi kan gøre endnu mere.

Som led i økonomiaftalen med Danske Regioner for 2026 blev der øremærket et trecifret millionbeløb til at styrke og robustgøre beredskabet på sundhedsområdet.

Derudover blev Sundhedssektorens Operative Stab etableret i 2025. Staben har til formål at styrke det fælles samarbejde, koordination, beredskabsplanlægning og krisehåndtering mellem de nationale, regionale og kommunale sundhedsmyndigheder samt KL og Danske Regioner. 

Der er imidlertid behov for at gøre mere for at robustgøre sundhedsvæsenet på tværs af landet, mener indenrigs- og sundhedsministeren:

Vi lever i en urolig tid, og når vi har fokus på sygehusenes beredskaber og vurderer, at der er behov for at styrke dem, skyldes det, at trusselsbilledet mod Danmark er blevet mere alvorligt. Det bliver vi nødt til at handle på, og derfor lægger Sundhedsstyrelsen som noget nyt op til, at alle sygehuse bl.a. skal kunne opretholde deres drift i minimum 24 timer, i tilfælde af at de eksempelvis rammes af et større strømsvigt, siger Sophie Løhde.

Læs Sundhedsstyrelsens vejledning om sygehusdrift i tilfælde af forsyningssvigt

Niveauer for sygehusenes drift

Sundhedsstyrelsen opererer i den nye vejledning med følgende tre niveauer for sygehusenes drift:

  • Tæt på normal drift
    Sygehusene opretholder næsten al normal aktivitet, dog med mulighed for en kortvarig nedjustering eller pausering af passende aktiviteter med det formål, at skabe overblik og igangsætte mitigerende tiltag ved en konkret hændelse.
  • Nedsat drift
    Sygehusene har ikke mulighed for at arbejde med normal hastighed og produktivitet, hvorfor der kan være behov for at nedskalere i driften. Det kan fx imødekommes ved at udskyde en del af de planlagte operationer og ambulante besøg, der ud fra en lægefaglig vurdering kan vente.
  • Nøddrift
    Sygehusene opretholder al kritisk og livreddende behandling. Under totalt forsyningssvigt af længere varighed, vil det være nødvendigt at prioritere den mest kritiske behandling, og sundhedsvæsenet bør være forberedt på at kunne varetage og opretholde kritisk behandling på trods af omfattende forsyningssvigt.

    Alle ikke-kritiske sundhedsaktiviteter vil i sådanne situationer nedskaleres eller midlertidigt helt indstilles.

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk