Disse partier og kandidater kan du stemme på til folketingsvalget

15-03-2026

Ved folketingsvalget kan du stemme på et parti, på en kandidat fra et parti eller på en løsgænger.

Når du skal stemme til folketingsvalget tirsdag den 24. marts 2026, har du tre muligheder. Du kan enten:

  • stemme på et af de 12 opstillingsberettigede partier
  • stemme personligt på en kandidat, der stiller op for et parti, eller
  • stemme på en kandidat, der stiller op uden for partierne (løsgænger) 

Hvis du vil stemme på et parti, kan du stemme på et af de 12 opstillingsberettigede partier, der alle er opstillet i hele landet. Hvis du vil stemme personligt, kan du kun stemme på en af de kandidater, der er opstillet i den storkreds, hvor du bor.

Hvilke partier kan du stemme på?

Der er 12 opstillingsberettigede partier, du kan stemme på:

A. Socialdemokratiet
B. Radikale Venstre
C. Det Konservative Folkeparti
F. SF - Socialistisk Folkeparti
H. Borgernes Parti – Lars Boje Mathiesen
I. Liberal Alliance
M. Moderaterne
O. Dansk Folkeparti
V. Venstre, Danmarks Liberale Parti
Æ. Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg
Ø. Enhedslisten – De Rød-Grønne
Å. Alternativet

Hvilke kandidater kan du stemme på?

Det er din bopælsadresse, der afgør, hvilke kandidater du kan stemme på til folketingsvalget.

Danmark er inddelt i 10 storkredse, der igen er inddelt i 92 opstillingskredse. Se oversigten over storkredse og opstillingskredse.

Du kan stemme på de kandidater, der er opstillet i den storkreds, hvor du bor. Du kan ikke stemme på kandidater, som er opstillet i andre storkredse. Det gælder både for kandidater, der er opstillet for et parti, og for kandidater, der er opstillet uden for partierne (løsgængere).

Hver opstillingskreds har sin egen stemmeseddel. Der er derfor 92 forskellige stemmesedler til folketingsvalget. Kandidaterne er de samme i hele storkredsen, men de kan godt stå i forskellig rækkefølge på stemmesedlerne i de enkelte opstillingskredse. Det er partierne, der bestemmer rækkefølgen af kandidaterne.

Du kan se listen over opstillede kandidater, og i hvilke kredse de er opstillet, på Indenrigs- og Sundhedsministeriets valghjemmeside.

Kandidater uden for partierne (løsgængere)

En kandidat uden for partierne er en kandidat, der stiller op for sig selv uden for et opstillingsberettiget parti. Kandidater uden for partierne kaldes også for løsgængere. 

Kandidater, der stiller op uden for partierne, skal inden valget have indsamlet underskrifter fra mindst 150 og højst 200 stillere (vælgere) i den eller de opstillingskredse, hvor kandidaten ønsker at stille op.

Kandidater uden for partierne står nederst på stemmesedlen under rubrikken "Uden for partierne". Kandidaterne uden for partierne er anført i alfabetisk rækkefølge. Den eller de kandidater, der er opstillet i den konkrete opstillingskreds, står dog øverst.

Læs mere på Indenrigs- og Sundhedsministeriets valghjemmeside.

Få flere nyheder om folketingsvalget: Følg @valgDK på X.

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:

Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS) 
Mail: pressevagt@sum.dk

Valgkonsulent Christine Boeskov, tlf. 25 16 12 06, valg@im.dk