Nyt udviklingspartnerskab sender 200 millioner kroner til Bornholm

16-06-2025

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og borgmester for Bornholms Regionskommune Jacob Trøst har i dag indgået en aftale om et nyt udviklings-partnerskab. Som en del af partnerskabet medfølger et særtilskud til kommunen på 200 millioner kroner.

Bornholms Regionskommune og Indenrigs- og Sundhedsministeriet har indgået et såkaldt udviklingspartnerskab, der skal styrke kommunens økonomi og udviklingspotentiale.

Som en del af partnerskabet får kommunen et særtilskud på 50 millioner kroner årligt over de næste fire år fra 2025 til 2028. Det giver kommunen budgetsikkerhed til at investere i tiltag til at forbedre kommunens økonomiske situation.

Det nye udviklingspartnerskab med Bornholms Regionskommune skal understøtte en mere balanceret udvikling og økonomi i kommunen og skal blandt andet bidrage til kommunens initiativer med at udvikle velfærden samt tiltrække nye arbejdspladser og flere indbyggere.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Vi skal fremme vækst og udvikling i alle dele af landet, så vi har et Danmark i balance. Derfor er det vigtigt, at vi fællesskab tager ansvar for at understøtte udviklingen i de kommuner, der er vanskeligt stillede, og som har økonomiske udfordringer. Og med udviklingspartnerskabet med Bornholms Regionskommune sætter vi blandt andet fokus på Bornholms særlige styrkeposition inden for erhverv og på at gøre kommunen endnu mere attraktiv for tilflyttere.

Borgmester i Bornholms Regionskommune Jacob Trøst siger:

Jeg er glad for, at vi nu indgår en aftale med Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som giver os en større budgetsikkerhed de kommende år. Vi har brug for at kunne budgettere mere langsigtet for at få en sundere økonomi i en økonomisk trængt kommune.

Det flerårige tilskud kommer fra tilskudspuljen til særlig vanskeligt stillede kommuner. Hvis regeringen aftaler at forhøje puljen med KL som led i økonomiaftalerne i løbet af perioden, har Bornholms Regionskommune mulighed for at søge om at få del i forhøjelsen. For 2026 er der netop aftalt, at der afsættes yderligere 800 millioner kroner i 2026.

Ud over partnerskabet med Bornholms Regionskommune har Indenrigs- og Sundhedsministeriet udviklingspartnerskaber med Læsø, Lolland, Langeland og Morsø Kommuner.

Læs aftalen om partnerskabet her

Læs mere om særtilskud her

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk