Fem kommuner får tilskud til at sænke skatten, 14 kommuner kan hæve denKontakt

19-09-2012

Økonomi- og Indenrigsministeriet har netop givet fem kommuner besked om, at de kan få tilskud for at sænke skatten næste år for samlet 200 mio. kr. Samtidig har 14 kommuner fået mulighed for at hæve skatten for samlet 250 mio. kr.

De kommuner, der har søgt om mulighed for at hæve skatten næste år eller om tilskud til at sænke skatten, har netop fået svar fra Økonomi- og Indenrigsministeriet på deres ansøgning.

5 kommuner kan få tilskud til at sænke skatten med samlet ca. 200 mio. kr. 14 kommuner får mulighed for at hæve skatten med samlet 250 mio. kr.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:

Det er godt at se, at vi efter en årrække, hvor nogle kommuner satte skatten op, og nærmest ingen satte skatten ned, nu også ser eksempler på kommuner, der arbejder for at sænke skatten. Det er nødvendigt, hvis vi skal skabe rum til, at de kommuner, der har brug for at hæve skatten, også kan gøre det.

Jeg har tillid til, at kommunerne tilsammen formår at få den samlede skattekabale til at gå op, når kommunalbestyrelserne vedtager budgetterne for 2013.

- Margrethe Vestager

Kommunerne skal holde den samlede kommunale skat i ro for at undgå sanktioner. Budgetterne og skattefastsættelsen for 2013 skal vedtages senest den 15. oktober 2012.

Nedenfor fremgår fordelingen af de to skattepuljer.

Fakta: Kommuner, der får tilskud til at sænke skatten

Imødekommet ramme til skattenedsættelser for 2013, mio. kr.

I alt

196,3

Furesø

80,9

Allerød

76,4

Frederikssund

32,0

Kalundborg

2,0

Vesthimmerland

5,0

 

Fakta: Kommuner, der får mulighed for at hæve skatten uden individuelle sanktioner:

Imødekommet ramme til skatteforhøjelser for 2013, mio. kr.

 I alt

249,9

Albertslund

19,4

Lyngby-Taarbæk

37,2

Ishøj

14,8

Helsingør

13,0

Rudersdal

16,4

Halsnæs

14,6

Gribskov

13,1

Kerteminde

6,6

Struer

5,6

Syddjurs

20,4

Læsø

0,8

Mariagerfjord

20,5

Jammerbugt

26,0

Hjørring

41,6

Baggrund

I forbindelse med forårets aftale om at justere udligningssystemet blev det aftalt, at nogle kommuner efter ansøgning skal have mulighed for at forhøje skatten inden for en ramme på 250 mio. kr. For at skabe plads til disse skatteforhøjelser skal andre kommuner sænke skatten med et tilsvarende beløb, så det samlede beskatningsniveau i kommunerne holdes i ro og dermed undgå sanktioner. For at understøtte målsætningen er der for 2013 etableret en tilskudsordning til kommuner, der har et højt beskatningsniveau.

Alle ansøgninger om tilskud til skattenedsættelser er blevet imødekommet. Tilskuddet til skattenedsættelser vil i 2013 udgøre 75 pct. af provenutabet, i 2014 og 2015 50 pct. af provenutabet og i 2016 25 pct. af provenutabet.

Økonomi- og Indenrigsministeriet har tidligere udmeldt kriterierne for puljen til skatteforhøjelser på 250 mio. kr. Det har indgået som et kriterium, om kommunen fik et tab på justeringen af udligningssystemet. Andre kriterier har dog også ligget til grund for fordelingen. Disse omfatter driftsmæssig ubalance, udgiftspres fra demografiske forskydninger samt overførselsområdet, udfordringer ift. den kommunale indtægtsside samt strukturel ubalance i kommunens økonomi i øvrigt.

Det er forudsat i økonomiaftalen for 2013 mellem regeringen og KL, at kommunernes samlede beskatningsniveau forbliver uændret. En forhøjelse af skatterne i nogle kommuner skal dermed samlet set imødegås af sænkelser i andre kommuner for at undgå, at reglerne om kollektive og individuelle sanktioner får virkning. Kommuner, der er tildelt andel af puljen for skatteforhøjelser, kan sætte skatten op svarende til den tildelte ramme uden, at det medfører individuel sanktion.