Sundhedsminister giver udvalg ekstra arbejdstid

17-02-2017

Udvalget om det Nære og Sammenhængende Sundhedsvæsen får mere tid til at komme med anbefalinger til, hvordan man kan styrke sammenhængen på tværs af sundhedsvæsnet.

Det er stor udfordring at få skabt et sundhedsvæsen, der hænger bedre sammen. Det er der bred enighed om blandt sundhedsvæsnets aktører.

Ikke desto mindre er det regeringens ambition, at patienterne skal opleve, at deres behandlingsforløb på tværs af sygehusene, de kommunale sundhedstilbud og almen praksis hænger sammen. Og derfor blev der sidste år nedsat et udvalg, som bl.a. har til opgave at komme med forslag til, hvordan patientforløbene i højere grad kan blive helhedsorienterede:  

Det er ingen nem opgave, vi har givet udvalget, og jeg er fuldt ud bevidst om, at vi ikke fra den ene dag til den anden kan udviske grænserne mellem sektorerne. Men vi skal have bundet sundhedsvæsnet bedre sammen. For i dag er der for mange patienter med eksempelvis kroniske lidelser, der oplever, at deres behandlingsforløb på tværs af sundhedsvæsnet, er usammenhængende.

Siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby og fortsætter:

Også på det psykiatriske område er der plads til forbedringer. Både børn, unge og voksne med psykiske problemer oplever en manglende sammenhæng og koordinering mellem de specialiserede og de nære behandlingstilbud. Det skal vi have ændret på.

Ifølge kommissoriet skulle Udvalget om det Nære og Sammenhængende Sundhedsvæsen have afrapporteret til ministeren i slutningen af 2016, men udvalget får nu frem til midten af juni måned til at færdiggøre sit arbejde.

Det sker, efter at sundhedsministeren har drøftet udvalgets foreløbige anbefalinger med udvalgsformanden og set nærmere på de udspil, som blandt andre Lægeforeningen, Danske Patienter, FOA og Dansk Sygeplejeråd, der alle sidder med i udvalgets interessentgruppe, er kommet med. Ellen Trane Nørby siger:

Vi skal turde tænke nyt og se fordomsfrit på, hvad vi konkret kan gøre for at skabe et sundhedsvæsen, der arbejder og hænger bedre sammen. Og flere af sundhedsvæsnets aktører er på det seneste kommet med spændende forslag i deres udspil, som vi kan lade os inspirere af. Derfor vil jeg gerne give udvalget mere tid til at færdiggøre sit arbejde, og det har flere aktører også efterspurgt. For det er mere afgørende for mig, at vi får nogle gode og brugbare anbefalinger, end at udvalget lever op til en tidsplan.

Fakta om Udvalget om det Nære og Sammenhængende Sundhedsvæsen:

Udvalget har repræsentanter for følgende myndigheder:

  • KL (2 repræsentanter)
  • Danske Regioner (2 repræsentanter)
  • Økonomi- og Indenrigsministeriet (1 repræsentant)
  • Finansministeriet (1 repræsentant)
  • Sundheds- og Ældreministeriet (formand og derudover 1 repræsentant)

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet