Skal et barn, der har brug for det, anbringes? Selvfølgelig skal barnet det. Og økonomien må ikke stå i vejen.
Derfor foreslår regeringen at ændre refusionsreglerne, så kommunerne får større økonomisk sikkerhed i de helt dyre sager om anbringelse.
Jeg glæder mig over, at Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen, ser det som et skridt i den rigtige retning.
Til gengæld ser det ud til, at Enhedslisten på Lolland har misforstået forslaget. I Folketidende den 14. januar skriver partiets Søren Kolstrup, at forslaget fremmer tvangsanbringelser.
Men kommunerne får ikke et økonomisk incitament til tvangsanbringelse.
Vi vil refundere en større del af udgifterne i de helt dyre sager.
Men kommunerne vil aldrig kunne tjene på en anbringelse.
Det vigtigste i vores forslag er, at vi vil gøre det muligt for kommunerne at pulje søskende i én samlet indsats. Flere organisationer har advaret mod, at økonomiske hensyn i forhold til søskende spiller for stor en rolle og blokerer for, at alle får den nødvendige hjælp. Vi vil forhindre, at en bror eller søster på grund af pengehensyn lades i stikken, hvis ét barn får en plejefamilie.
Søren Kolstrup ser tvangsfjernelse som en absolut nødløsning. Men virkeligheden er i dag, at vi ofte hjælper for sent og for dårligt, når børn bliver svigtet. Anbringelse er et stort skridt, men det vigtigste må være at forebygge omsorgssvigt hos børn - ikke at forebygge anbringelser.
Når jeg møder hjemløse, andre udsatte mennesker og anbragte teenagere, undrer jeg mig ofte over, hvorfor ingen greb ind noget før. De deler oftest min undren.
Børns Vilkår fortæller, at de ser mange sager, hvor kommuner i årevis sætter ind med utilstrækkelig hjælp i stedet for at anbringe barnet.
Regeringen vil sætte barnet først. For alle børn skal have en god og tryg barndom og muligheden for en ordentlig fremtid.