Det går den rigtige vej med kvaliteten i sundhedsvæsenet

29-11-2024

En ny statusrapport viser, at det generelt går fremad, når det gælder kvaliteten inden for flere områder i sundhedsvæsenet. Fremgangen er særligt tydelig, når det gælder sundhedsindsatser til ældre og mennesker med kroniske sygdomme.

Der er fremgang på en lang række centrale områder i sundhedsvæsenet. Det viser den seneste udgave af ’Nationale mål for sundhedsvæsnet’, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet, KL og Danske Regioner i går har offentliggjort.

I statusrapporten beskrives udviklingen fra 2022 til 2023 inden for otte nationale mål, og 49 underliggende indikatorer, der bl.a. tager temperaturen på, hvordan det går med at sikre patienterne hurtige og sammenhængende forløb af høj kvalitet.  

På landsplan går det den rigtige vej for 57 pct. af målepunkterne. For 24 pct. af målene er udviklingen uændret, og for 19 pct. ses en negativ udvikling.

Til sammenligning viste rapporten fra sidste år positiv udvikling på 28 pct. af indikatorerne, en uændret udvikling for 18 pct. af indikatorerne, og negativ udvikling for 54 pct.

Den positive udvikling er særligt tydelig, når det gælder behandling af ældre og mennesker med kroniske sygdomme som KOL og diabetes. Alle fire indikatorer har udviklet sig positivt under målet ’Styrket indsats for kronikere og ældre patienter’. Sundhedsvæsenet er generelt blevet bedre til at forebygge sygehusindlæggelse blandt ældre patienter, i de tilfælde hvor der er mulighed for at forebygge en indlæggelse gennem indsatser i det nære sundhedsvæsen. 

Rapporten viser også, at brug af antipsykotisk medicin til mennesker med demens er svagt faldende. Og generelt er der en positiv udvikling, når det gælder ventetid til behandling og overholdelse af udredningsretten for patienter med fysiske sygdomme. 

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Covid-19-pandemien trak store veksler på vores sundhedsvæsen, og det har sat sig sine spor. Nu ser vi fremgang på en lang række nøgleområder, og det er naturligvis positivt. Men selvom vi står et bedre sted nu, er det fortsat nødvendigt at udvikle og ruste vores sundhedsvæsen til fremtiden, hvor der kommer flere ældre og flere, som skal behandles for fx kroniske sygdomme. Og derfor er jeg også glad for, at regeringen og et bredt flertal i Folketinget for nylig er blevet enige om en sundhedsreform, der blandt andet skal sikre, at vi får en bedre og mere rimelig fordeling af ressourcerne i sundhedsvæsnet og får udviklet og styrket det nære sundhedsvæsen.

Psykiatrien halter bagefter

Selv om der generelt ses en positiv udvikling i sundhedsvæsenet, så viser den årlige statusrapport også, at det nogle steder er gået den forkerte vej. 

Det gælder bl.a. inden for psykiatrien, hvor ventetiden for behandling for både børn og voksne har været stigende. 

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Psykiatrien er blevet forsømt gennem mange år, og derfor ser vi, at for mange patienter må vente for længe på at få hjælp. Det skal vi have rettet op på, og regeringen er i fuld gang med at udrulle en 10-årig handlingsplan, der i alt vil tilføre psykiatrien mere end 4 milliarder kr. i kommende år. Pengene skal bl.a. bruges til at udbygge behandlingskapaciteten og ansætte mere sundhedspersonale, så patienterne hurtigere kan få den rette hjælp.

Læs 'Nationale mål for sundhedsvæsnet 2024'

Fakta om de nationale mål for sundhedsvæsnet:

Statusrapporten for de nationale mål er en årlig temperaturmåling på tilstanden i det danske sundhedsvæsen, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner og KL står bag.  

De nationale mål skal sikre, at alle sundhedsvæsenets aktører – sygehusene, kommunerne og almen praksis – arbejder i en tydelig og fælles retning mod højere kvalitet og samtidig gøre det lettere at overskue, hvor der er behov for forbedringer. 

Den første måling kom i 2016, og som udgangspunkt udvælges hvert et tema. I år er temaet forebyggelse, og rapporten indeholder udover målene en række cases fra regioner og kommuner, der illustrerer, hvordan de arbejder med forebyggende indsatser.

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk