Ny aftale: Ordning med medicinsk cannabis på recept bliver permanent

28-11-2024

Regeringen og et bredt flertal Folketinget har i dag indgået en ny politisk aftale, der gør ordningen med receptordineret medicinsk cannabis permanent fra 2026, hvor den nuværende forsøgsordning udløber.

Patienter med fx kroniske smerter eller følger efter kræftbehandling, der har oplevet god effekt af medicinsk cannabis, kan ånde lettet op.

Når kalenderen viser 2026, vil de fortsat kunne få udskrevet medicinsk cannabis af en læge.

Det ligger fast, efter et bredt flertal i Folketinget i dag har indgået en aftale om at gøre forsøgsordningen med medicinsk cannabis permanent.  

Aftalen, der er indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternativet, kommer efter, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet i sidste uge kunne offentliggøre en ny evaluering af forsøgsordningen.  

Den viser bl.a., at mange patienter har oplevet en god effekt af medicinsk cannabis, og at der i forsøgsperioden ikke er kommet ny viden om, at behandlingen har haft negative patientsikkerhedsmæssige konsekvenser.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde:

Medicinsk cannabis har vist sig at være et efterspurgt alternativ til godkendt medicin for patienter med alvorlige sygdomme som fx kræft og multipel sklerose. Mange oplever en lindring af smerter eller kvalme, der kan forbedre deres livskvalitet betydeligt. Og med aftalen sikrer vi, at patienter, som ikke har haft tilstrækkelig effekt af andre behandlinger, også fremover vil kunne få udskrevet medicinsk cannabis af en læge under trygge rammer.

Siden forsøgsordningens start i 2018 har ca. 1.800 patienter årligt fået udskrevet medicinsk cannabis, og der er indløst 20.000 recepter.

Ordningen fortsætter med at være målrettet patienter med multipel sklerose, rygmarvsskader, kræft og kroniske smerter, som tidligere defineret i forsøgsordningen.

Aftalen indebærer også, at vejledningen til læger og patienter om mulighederne for behandling med medicinsk cannabis skal styrkes.

Den nye aftale betyder også forbedrede rammevilkår for den danske cannabisindustri, som får bedre dyrknings- og eksportmuligheder, fx mulighed for brug af bekæmpelsesmidler. Og derudover skal Lægemiddelstyrelsen vejlede cannabiserhvervet bedre.

Om forsøgsordningen:

  • Forsøgsordningen blev indført i 2018 og har især været rettet mod patienter med fx stærke smerter, som har oplevet utilstrækkelig effekt af godkendte lægemidler.

  • Ca. 1.800 patienter årligt har modtaget behandling med medicinsk cannabis, og i alt er der indløst 20.000 recepter siden 2018.

  • I forbindelse med forlængelsen af forsøgsordningen i 2021 permanentgjorde man virksomheders mulighed for at dyrke cannabis til medicinsk brug i Danmark.

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk