Ny evaluering af retten til to døgns barselsophold eller hjemmebesøg efter fødsel

01-11-2024

Som opfølgning på fødselsaftalen ’En god start på livet’ fra 2022 er der foretaget en evaluering, som bl.a. viser, at førstegangsfødendes ret til at blive på sygehuset to døgn efter fødslen har bidraget til at skabe tryghed.

Har det virket efter hensigten at give førstegangsfødende, som har haft en ukompliceret fødsel, ret til to døgns barselsophold på en fødeafdeling eller hjemmebesøg ved udskrivelse inden for 24 timer?

Ifølge en ny evaluering foretaget af konsulenthuset Accenture er svaret ikke helt entydigt.

På den ene side fastslår evalueringen, at både førstegangsfødende, fagpersonalet og ledelserne på sygehusenes fødeafdelinger isoleret set oplever retten som positiv i forhold til at sikre øget tryghed og støtte.

Men omvendt fremhæver fagpersonalet og afdelingsledelserne, at to døgns barselsophold ikke er fagligt begrundet og begrænser personalets prioritering og tilrettelæggelse af arbejdet.

Generelt oplever afdelingsledelsen og fagpersonalet, at de ressourcer, der bliver bundet på at efterleve retten til to døgns barselsophold, ofte kan være brugt bedre på andre grupper af fødende end førstegangsfødende, som har haft en ukompliceret fødsel.
 
Når det gælder hjemmebesøg inden for de første 24 timer efter fødslen, så er det særligt muligheden for at få besøg i eget hjem kombineret med syv dages telefonisk rådgivning, som førstegangsfødende og sundhedspersonalet er positive over for.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde har noteret sig evalueringens konklusioner og har inviteret aftalepartierne til forhandlinger senere på måneden:

Det er helt afgørende, at gravide føler sig trygge og i sikre hænder, når de skal føde. Derfor er der også blevet taget en række initiativer de senere år for at løfte fødselsområdet. Der er fx sat penge af til mere personale. Og jeg ser frem til at drøfte med partierne, hvordan vi kan styrke området yderligere.

Evalueringen skal – sammen med Sundhedsstyrelsens ’Kortlægning og analyse af normeringer på fødselsområdet’ – danne fagligt grundlag for aftalepartiernes drøftelse af en yderligere styrkelse af fødeområdet.

Læs ’Evaluering af retten til to døgns barselsophold eller hjemmebesøg for førstegangsfødende’ (pixie – sammenfatning af hovedresultater)

Læs ’Evaluering af retten til to døgns barselsophold eller hjemmebesøg for førstegangsfødende’

Fakta

I 2023 var der knap 22.000 førstegangsfødsler i Danmark. Heraf var ca. 12.500 ukomplicerede fødsler, og de udgør 21,6 pct. af alle fødsler. Det er denne gruppe af fødende, som har ret til to døgns barselsophold på et sygehus eller hjemmebesøg dagen efter udskrivning, hvis man i stedet vælger at tage hjem inden for de første 24 timer.

Antallet af årlige fødsler i Danmark er i perioden fra 2002 til 2023 faldet fra ca. 63.000 til omkring 57.000, svarende til et fald på 9,5 pct.

De senere år er der samlet set kommet flere sundhedsmedarbejdere på fødselsområdet. I 2010 var antallet af fuldtidsansatte jordemødre, sygeplejersker og SOSU-assistenter 2.224.

I 2022 var tallet 2.525. Det svarer til en stigning på knap 14 pct.