Alle danskere skal have adgang til sundhedstilbud tæt på deres bopæl, uanset hvor de bor i landet. Og der skal flere læger til de områder af Danmark, hvor der er flest syge.
Det er to af de centrale mål for aftalen om sundhedsreformen, som regeringen har indgået med et bredt flertal af Folketingets partier.
Som led i sundhedsreformen skal der udarbejdes en ny national sundhedsplan, der skal sætte en klar retning for den store og gradvise udvikling og omstilling af sundhedsvæsenet de kommende 8-10 år. Planen skal bl.a. bidrage til at styrke det nære sundhedsvæsen, flytte dele af patientbehandlingen ud fra sygehusene og tættere på borgerne og sikre en bedre geografisk fordeling af sundhedsvæsnets samlede ressourcer.
Vi skal have flere læger og andet sundhedspersonale i de områder af Danmark, hvor der er flest syge. I dag er der en skæv fordeling af ressourcerne og for store forskelle på sundhedstilbuddene på tværs af landet. Det er med til at skabe ulighed i sundhed, og det skal vi have ændret på”, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og fortsætter:
Vi skal sikre, at man har adgang til sundhedstilbud af høj kvalitet, uanset hvor man bor, og styrke det nære sundhedsvæsen tæt på borgerne. Hvis vi skal lykkes med den omstilling af vores sundhedsvæsen, så kræver det, at ressourcerne fordeles bedre og mere rimeligt end i dag, og det skal den nye nationale sundhedsplan bidrage til.
I et netop offentliggjort kommissorium har Sundhedsstyrelsen fået til opgave at udarbejde et fagligt oplæg til, hvordan sundhedsplanen kan se ud. Det faglige oplæg skal udarbejdes med inddragelse af patientorganisationer, faglige aktører, regioner og kommuner samt relevante eksperter.
I kommissoriet er det blandt andet fastlagt, at sundhedsplanen skal hjælpe med at styrke det samlede sundhedsvæsen, så flere borgere får nemmere adgang til nær og sammenhængende behandling af høj kvalitet. Derudover skal sygehusene i højere grad tage ansvar både før og efter indlæggelser og stille deres kompetencer til rådighed for det øvrige sundhedsvæsen. Den nationale sundhedsplan skal også beskrive, hvordan digitalisering kan bidrage til udviklingen.
Det faglige oplæg til sundhedsplanen skal afleveres til indenrigs- og sundhedsministeren i begyndelsen af 2026, og Sophie Løhde ser frem til at modtage oplægget:
Den nationale sundhedsplan bliver et helt centralt værktøj i arbejdet med at skabe et samlet og stærkere sundhedsvæsen. Og Sundhedsstyrelsen kommer til at inddrage både patientorganisationer, eksperter og faglige aktører i arbejdet med sundhedsplanen. Jeg ser frem til at modtage styrelsens faglige oplæg.
Den nationale sundhedsplan forventes at træde i kraft i 2027 og vil blive opdateret hvert fjerde år.
Sundhedsplanen vil skulle omsættes til lokale indsatser af de nye 17 sundhedsråd med folkevalgte fra regioner og kommuner, der etableres pr. 1. januar 2027.
Læs kommissoriet for arbejdet med den nationale sundhedsplan