Reform af almenmedicinske tilbud

På denne side kan du læse mere om reformen af det almenmedicinske tilbud - herunder de centrale initiativer, tidslinjer samt lovgivning som følger af reformen.

Kort om reformen af almenmedicinske tilbud

Den demografiske udvikling medfører en stigning i antallet af ældre samt personer med kronisk sygdom og multisygdom, hvilket forventes at medføre flere og mere komplekse patientforløb i sundhedsvæsenet i fremtiden. Udviklingen kræver en omstilling af sundhedsvæsenet, så langt mere behandling og pleje kommer til at forgå hos egen læge og tæt på eller i borgerens eget hjem. Fremadrettet kommer det almenmedicinske tilbud derfor til at varetage en styrket og udbygget rolle i sundhedsvæsenet.

Den nuværende kapacitet og organisering af det almenmedicinske tilbud er ikke tilstrækkelig til at sikre den nødvendige udvikling og tilpasning. Som led i sundhedsreformen er aftalepartierne derfor blevet enige om en reform af det almenmedicinske tilbud, som indeholder en række indsatser, der skal sikre flere læger og bedre fordeling af de almenmedicinske sundhedstilbud i hele landet.

Centrale indsatser i lægereformen

Mere ligelig fordeling af læger i det almenmedicinske tilbud: I sundhedsloven skal det fastlægges, at den overordnede fordeling af ydernumre og lægekapaciteter sker statsligt ud fra en national model, der tager udgangspunkt i patienternes behandlingsbehov.

Flere og nye klinikformer: Med flere og nye klinikformer styrkes regionernes mulighed for at sikre en bedre lægedækning i områder, hvor det erfaringsmæssigt har vist sig at være svært at tiltrække speciallæger i almen medicin til de traditionelle klinikformer.

National fastsat opgavebeskrivelse: Sundhedsstyrelsen skal fastlægge de fremtidige opgaver og krav til det almenmedicinske tilbud i en national opgavebeskrivelse, som det almenmedicinske tilbud samlet set skal levere.

Ny aftalemodel: En smallere central aftale skal fra 2027 erstatte Overenskomst om almen praksis og fastsætte de økonomiske vilkår for de alment praktiserende læger med afsæt i den nationalt fastsatte opgavebeskrivelse.

Ny honorarstruktur: En ny honorarstruktur skal træde i kraft i 2027 og skal sikre enklere forhandlinger, udvikling og effektivitet i sektoren. Samtidig skal en ny bestemmelse i sundhedsloven fastlægge, at honorarer differentieres med udgangspunkt i modellen for fordeling af ydernumre og lægekapaciteter.

Styrket kapacitet: Antallet af uddannelsesstillinger i almen medicin skal øges i forbindelse med Sundhedsstyrelsens kommende dimensioneringsplan, som skal gælde fra 2026. Det skal understøtte målet om mindst 5.000 læger i det almenmedicinske tilbud i 2035.

Begrænsning af antal ydernumre ejet af en læge: Antallet af ydernumre, som kan ejes af en læge i det almenmedicinske tilbud, skal begrænses fra seks til tre ved en ændring i sundhedsloven.

Tidslinje for reform af almenmedicinske tilbud

Her kan du følge lægereformens tidslinje og centrale milepæle i implementeringen. Ændringer kan forekomme.

2024

2025

2026: Overgangsår/forberedelse af implementering

  • Indgåelse om ny aftale og honorarstruktur for praktiserende læger mellem regionerne og den centrale forhandlingsrepræsentant for de praktiserende læger som skal gælde fra 2027

2027: Ikrafttræden af reform af almenmedicinske tilbud

  • Den nationale opgavebeskrivelse og basisfunktion for det almenmedicinske tilbud
  • Aftale om økonomiske vilkår for alment praktiserende læger
  • Ny, differentieret honorarstruktur
  • Regionerne skal forhåndsgodkende en køber ved køb og salg af ydernumre mellem private
  • Etablering af et Praksisklagenævn m.v.

Lovgivning som følge af reformen om almenmedicinske tilbud

Reformen medfører en række ændringer i lovgivningen på sundhedsområdet. Lovændringerne samles og fremsættes i to lovforslag, der fremsættes i 2025. Ændringer i tidsplanen kan forekomme.

Lovforslag 1 vedrører en ny national fordelingsmodel, begrænsning i antallet af ydernumre ejet af en læge og flere og nye klinikformer i det almenmedicinske tilbud m.v.

Lovforslag 2 vedrører en ny aftalemodel for almenmedicinsk tilbud og opgavebeskrivelse, honorarstruktur, regionernes forhåndsgodkendelse og etablering af et tvistløsningssystem m.v.

Lovforslag 1

  • Februar 2025: Udsendelse i høring
  • April 2025: Fremsættelse
  • Juni 2025: Vedtagelse
  • Juli 2025: Ikrafttrædelse

Lovforslag 2

  • August 2025: Udsendelse i høring
  • November 2025: Fremsættelse
  • December 2025: Vedtagelse
  • Januar 2027: Ikrafttrædelse

Spørgsmål og svar

I nedenstående kan du finde svar på typiske spørgsmål om reformen af almenmedicinske tilbud.