Formålet med bekendtgørelsen er at sikre, at der på socialområdet i forbindelse med håndteringen af COVID-19 kan foretages
- en nødvendig prioritering af opgaver i en situation, hvor der mangler personaleressourcer, og
- nødvendige tiltag for at forebygge og inddæmme udbredelse af COVID-19.
Det er afgørende, at det i takt med et større pres på personaleressourcerne fortsat kan sikres, at der er kapacitet til at varetage de kritiske funktioner for de mest sårbare udsatte mennesker.
Reglerne i bekendtgørelsen sigter derfor først og fremmest mod at skabe denne mulighed i den konkrete situation. Opstår der derfor hos en myndighed eller en leverandør behov for at flytte rundt på personaleressourcer pga. håndteringen af COVID-19, eller er der sygdom i et omfang, så der mangler personaleressourcer, giver bekendtgørelsen adgang til dette efter nærmere definerede retningslinjer. Tilsvarende gælder, hvis personalekapaciteten skal bruges et sted, hvor det er nødvendigt for f.eks. at forebygge og inddæmme smitte.
Derudover sigterne reglerne i bekendtgørelsen mod at forebygge og inddæmme udbredelse af COVID-19. Et behov herfor kan f.eks. opstå, hvis en borger med en kognitiv funktionsnedsættelse ikke kan forstå behovet for selvisolering ved smitte med COVID-19 eller mistanke herom pga. nær kontakt med en smittet person og derfor forsat møder op i sit aktivitets- eller beskæftigelsestilbud. Efter bekendtgørelsen vil kommunen således bl.a. kunne træffe afgørelse om, at en borger ikke kan komme i sit særlige dagtilbud eller aktivitets- eller beskæftigelsestilbud af hensyn til at forebygge og inddæmme udbredelse af COVID-19.
Det er afgørende at understreges, at bekendtgørelsen alene giver mulighed for denne slags kapacitetsprioriteringer samt forebyggelses- og inddæmningstiltag, hvis der er tale om en nødvendighed. Der skal således være tale om en afvejning, der konkret fører til, at hensynet til at sikre kapaciteten eller til forebyggelse og inddæmning og dermed det overordnede formål er større end hensynet til den enkelte borger. Reglerne vil derfor ikke kunne anvendes, hvis myndigheden f.eks. har rådighed over tilstrækkelige personaleressourcer, som evt. blot kan arbejde hjemmefra.
Og der kan ikke efter bekendtgørelsen træffes generelle beslutninger om, at visse former for hjælp og støtte efter serviceloven ikke længere leveres. Der skal således altid foretages en konkret og individuel vurdering.
Det skal endvidere understreges, at der i bekendtgørelsen er foretaget en afgrænsning af en række områder, der vurderes som så kritiske, at der ikke i udgangspunktet kan ske begrænsninger her. Dette gælder f.eks. sager om anbragte børn.
Derudover kan afgørelser efter bekendtgørelsen ikke påklages, hvilket skal ses i lyset af, at bekendtgørelsen bortfalder den 1. marts 2021. Dette gælder dog ikke de sager om særlig støtte til børn og unge, der er omfattet af bekendtgørelsens § 11, dvs. sager, der ellers ville være blevet behandlet af børn og unge-udvalget i kommunerne, efter reglerne i servicelovens §§ 68, 68 f og 74.
For nærmere vejledning om bekendtgørelsen henvises til den af ministeriet udsendte orienteringsskrivelse.
Ministeriet vurderer løbende situationen, herunder om der bliver behov for opdatering af bekendtgørelsen.
I forhold til forebyggelse af smitte opfordres alle myndigheder og leverandører til løbende at holde sig orienteret om og følge sundhedsmyndighedernes aktuelle retningslinjer.
Opdateret den 6/1 2021