Økonomiske reformer har hævet levestandarden og givet bedre adgang til sundhed. Nu vokser behovet for et sundhedsvæsen, der kan følge med og tilpasses en befolkning, der lever længere og har flere kroniske sygdomme. Samtidig er der et stort behov for at nedbryde fordomme og styrke behandlingstilbuddene til mennesker med psykiske lidelser. Det stiller nye krav til sundhedsvæsenet, og hvordan det bedst hjælper dem, der har brug for det.
Med 1,4 milliarder indbyggere og et areal, der er 223 gange større end Danmarks, er opgaven enorm.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet arbejder tæt sammen med de kinesiske sundhedsmyndigheder om at:
- Styrke det nære sundhedsvæsen inden for kroniske sygdomme og mental sundhed
- Sikre bedre rammevilkår af ny og effektiv medicin
Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen står for det faglige indhold i projekterne og deler deres erfaringer med de kinesiske sundhedsmyndigheder gennem workshops, møder og besøg på hospitaler, sundhedscentre og laboratorier. Et godt kendskab til de lokale forhold er en forudsætning for at kunne bidrage med løsninger, der matcher behovene i Kina.
Det kinesiske sundhedsvæsen står over for betydelige udfordringer og midt i en rivende udvikling på sundhedsområdet, hvor Danmark har mange gode løsninger at bidrage med. De danske og kinesiske sundhedsmyndigheder samarbejder om at sikre et stærkere primært sundhedsvæsen, flere behandlingsmuligheder i psykiatrien og bedre adgang til ny medicin, hvilket forhåbentligt kommer til at gavne mange kinesiske borgere. Astrid Keur Devantier, sektorrådgiver på ambassaden i Kina.
Delegationen fra Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet var på første besøg hos Chinese Medical Association i Beijing. På Fangzhuang Community Health Center blev de vist rundt og fik indblik i det kinesiske primære sundhedsvæsen – blandt andet med en præsentation af et digitalt værktøj fra en lokal sygeplejerske.
Fotograf: Ambassaden i Kina
Kinesisk kampagne om psykiske lidelser – stærk inspiration fra Danmark
I Kina er det svært at tale åbent om psykisk sygdom. Mange holder deres problemer for sig selv, fordi de er bange for at blive stigmatiseret. Derfor arbejder de kinesiske myndigheder på at skabe mere åbenhed og støtte dem, der har det psykisk svært.
Her har Danmark været en vigtig inspirationskilde. Med afsæt i kampagnen EN AF OS, der nedbryder fordomme om psykisk sygdom, har de kinesiske myndigheder udviklet en ny indsats. Her deler mennesker med psykiske lidelser deres egne historier for at vise, at ingen står alene, og for at skabe mere forståelse i samfundet.
Næste skridt er at udbrede kampagnen og finde gode måder at måle stigma på.
Delegationen fra Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet besøger China National Mental Health Center i Beijing, hvor de fik indblik i nye teknologiske behandlingsformer i psykiatrien – fra robotter til videospil, der bruges til diagnosticering og følelsesregulering. På billedet ses blandt andet centerets direktør Mr. Fu, ambassadør Anders Siegumfeldt, Sundhedsstyrelsens direktør Jonas Egebart og to vicedirektører fra centret.
Fotograf: Ambassaden i Kina
Styrket indsats for borgere med kronisk sygdom
Flere kinesere lever i dag med kroniske sygdomme. Det skaber nye behov for behandling og for støtte i hverdagen. Derfor er de kinesiske myndigheder i gang med at finde nye måder at hjælpe på.
Et vigtigt fokus er at sætte forebyggelse og hjælp-til-selvhjælp i centrum. Her samarbejder Sundhedsstyrelsen med de kinesiske myndigheder om at dele viden og erfaringer med patientcentrerede løsninger og forebyggende indsatser. Målet er at styrke hverdagen for mennesker med kronisk sygdom og samtidig aflaste sundhedsvæsenet på længere sigt.
Delegation fra Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet besøger det lokale sundhedscenter Yuetan Community Health Service Center i Beijing som led i samarbejdet med Chinese Medical Association. På billedet ses bl.a. Sundhedsstyrelsens direktør Jonas Egebart samt repræsentanter fra kinesisk side.
Fotograf: Ambassaden i Kina
Sikker medicin til millioner af mennesker
Kina er en af verdens største producenter af medicin og medicinsk udstyr både til eget brug og som leverandør til EU, herunder Danmark. Det stiller høje krav til kvalitet og sikkerhed. Derfor samarbejder Lægemiddelstyrelsen tæt med de kinesiske lægemiddelmyndigheder om at:
- Skærpe kontrollen og øge antallet af inspektioner i produktionen
- Gøre det lettere og hurtigere at få adgang til sikker og effektiv medicin
- Hæve kvaliteten så den lever op til internationale standarder
Når kvaliteten stiger, er det ikke kun Kina, der får gavn af det. Det bidrager også til en mere stabil og sikker forsyning af medicin til lande over hele verden – og dermed til bedre behandling for millioner af patienter.
Delegationen fra Lægemiddelstyrelsen besøger National Institute for Food and Drug Control i Beijing for at drøfte næste fase af samarbejdet om bl.a. laboratoriekontrol og inspektion af medicin. Under rundvisningen i et af instituttets laboratorier får delegationen demonstreret, hvordan elektromagnetiske bølger testes på et kunstigt hjerte.
Fotograf: Ambassaden i Kina
Et samarbejde med muligheder
Kina er en af Danmarks vigtigste handelspartnere, og samarbejdet om sundhed giver nye muligheder for danske virksomheder. Gennem dialog om lægemidler, produktionskrav og sundhedspolitik er vi med til at skabe bedre vilkår for danske virksomheder for at komme ind på det kinesiske marked.
Samtidig giver samarbejdet adgang til stærke netværk og viden om regler og processer, som kan åbne dørene til kinesiske beslutningstagere.